Jeg håber lidt at dem der læser dette vil forstå mig bedre efter de har læst dette om hvem jeg er, og hvordan jeg er opvokset..
Okay.. Hele mit liv har jeg fået af vide at jeg skulle tænke på andre før mig selv.. Dermed har jeg faktisk fulgt det, og prøvet at leve op til de forventninger andre har sat om mig.. Jeg har altid tænkt på alle andre før mig selv, aldrig sat mig selv frem for andre.. Der er kun på et punkt hvor jeg sætter mig selv før andre, og det er min uddannelse, ellers har det altid været alle andre før mig selv..
Jeg tager mig af alle andres problemer, lytter til dem og hjælper dem.. Jeg støtter andre i deres valg og lader ofte være med at sige min rigtige mening.. Jeg vil ikke såre nogen overhovedet, men i stedet for såre jeg mig selv gang på gang..
Jeg har aldrig rigtigt lært at tage hensyn til mig selv, men da jeg begyndte stille at lære det gik det hele galt og jeg faldt tilbage til ikke at gøre det.. Jeg lever på andres forventninger til mig, deres kommentarer om mig og hvad de siger jeg skal, også selvom jeg ikke altid har hørt efter.. Det har haft ført til at jeg har været så langt ude, at jeg nåede briste punktet..
Jeg har aldrig fået af vide at jeg skulle tænke på mig selv, før her forleden aften.. Jeg skal i gang med en kamp om at finde mig selv igen, og mange vil nok sige at jeg kommer til at lave mange fejl i den periode det står på, men så må de/I tage de fejl med.. For det er fejlene der gør os til den vi er...
Jeg har prøvet så meget og jeg ved stadig ikke hvem jeg er.. Jeg lever på andres kompromisser og forventninger...
Alt det jeg skriver her, er noget jeg meget længe har haft meget svært ved at fortælle andre, og kun få ved jeg har det sådan og jeg lever mit liv sådan..
Jeg håber i forstår mig..
